Datter af Giselle de la Motte og Christian la Cour.
Født 26. august 1902 i Paris.
Hendes maman, Giselle, havde været en af Paris’ store demimonder. Hun havde været rig, smuk og berømt. Hun havde danset ballet, indtil en hertug havde forelsket sig og valgt hende som sin officielle elskerinde. Han havde betalt alt – en kæmpe lejlighed, tjenestefolk, smykker, fantastiske kjoler, fester… men frihed var der ikke meget af. Hertugen var meget jaloux og overvågede Giselle, men hun havde alligevel haft en hemmelig elsker, som var mester i forklædning, og som var Adelines papa. Hertugen nåede aldrig at opdage det, for han blev sendt i krig i Afrika og kom aldrig hjem. Så Adeline var vokset op i luksuriøse omgivelser i et fint kvarter i Paris, med guvernante og dansetimer og klaverspil og arrangerede selskaber med jævnaldrende.
Da Adeline fyldte syv, blev hendes maman syg. Meget syg. Så afkræftet hun ikke orkede at tale med nogen mere end en halv times tid om dagen, og Adeline blev elev på den bedste kostskole for piger i Paris. Den seneste sommerferie havde været en prøvelse, for Adelines guvernante var kun ansat i ferien og var ikke specielt interesseret i Adeline men derimod i en ung mand, som hed Pierre. Det betød, de gik den samme tur hver dag, så guvernanten kunne kissemisse i parken, og Adeline kunne kede sig ihjel imens.
Når man var otte år og fra et velhavende hjem, var der ikke meget, man kunne. Læse bøger, gå tur i parken – med sin guvernante naturligvis – måske købe en pose frø og fodre fugle. Man måtte absolut ingenting andet end tie stille og se sød ud. Det sidste var ikke så svært, for Adeline var allerede en køn pige, og så blev man automatisk regnet for sød. Hendes liv var komfortabelt og begrænset, og kun bøgerne hjalp. Med dem kunne hun drage ud i verden og forsvinde fra sit indelukkede liv og lære om alle mulige ting, som var interessante. Desværre mestendels ting, som piger ikke skulle interessere sig for som f.eks. videnskab og opdagelsesrejser og den slags. Men hun kunne fortsætte i tankerne og dagdrømme sig væk fra guvernanten og parken, når hun var parkeret på en bænk i timevis.
På skolen var alting skemalagt – også fritiden, og der var det heldigvis helt i orden at læse bøger af alle mulige slags, også for piger. Hun havde haft veninder, også en bedsteveninde, indtil hun havde fortalt om sin mamans sygdom, og at hendes papa ville komme at hente hende. Så havde hendes bedste veninde skraldergrinet og gjort nar, og så var det venskab forbi.
Nu bor Adeline i København med sin far og sin stedmor, Anna, som hun nu kalder maman. Hun er retstekniker og arbejder bl.a. for Opdagerpolitiet, hvor Adelines far Christian er overopdager. Adeline er heldig. Hun ligner sin nye familie. De er alle sammen sjove, livlige, intelligente, musiske, kreative, viljestærke, nysgerrige, kloge, tolerante og exentriske for ikke at sige småskøre. Her passer hun ind. Hører til. Har hjemme. Ikke mindst når hun får lov at lave sine egne kemiske forsøg i Annas laboratorium. Hun kan stille en million spørgsmål hver dag og får svar på dem alle sammen.
Du kan læse mere om Adelines forældre på Lendorph & la Cour og møde hende som voksen som husdetektiv i Merkantia serien.