Til lærere og bibliotekarer

Adeline er måske ikke en helt almindelig pige. Hun er meget intelligent, umættelig nysgerrig og kan lide at læse og lave forsøg med sin maman i laboratoriet. Hun trives i voksenselskab og har ikke brug for andre børn. Piger som hende har også brug for en helt.

I dag ville hun måske blive kaldt nørd. Hun opfylder i hvert fald alle punkter for høj begavelse, som begrebet bruges nu, med alt hvad det indebærer. I 1913 var intelligens generelt ikke noget, man interesserede sig for eller fandt specielt ønskeligt hos piger. De skulle jo bare giftes og stifte hjem. Heldigvis for Adeline er hendes familie også anderledes, så hun får lov at være sig selv.

Bogen handler om hendes oplevelser og tanker. Som hun ser verden. Hvad hun tænker om de voksne. Den handler om små samfund og menneskers holdning til hinanden og døden, og hvad man kan og ikke kan. Den handler om at gøre det rigtige, fordi det er vigtigt. Om beslutninger og overvejelser, om at tænke sig om og være fornuftig. Om familie, og valg og ansvar, og hvor du helst vil være. Sikkert håbløst umoderne, men noget alle har brug for. Og jo mere børn kan tænke, jo mere har de brug for at vide. Også at de er gode nok, som de er, og at der er andre som dem. Heldigvis for Adeline er hendes familie også speciel.

Hvis verden er overvældende, fordi man lægger mærke til for meget, kan en tur tilbage i tid med skattejagt på loftet og i smuglerhuler måske være hyggelig pause.  En tur, man kan tage alene, sammen med en pige, som også trives alene.

9-12 år og læsere, som gerne vil på opdagelse men uden at blive skræmt.